Krydsbevægelser og læsning

Krydsbevægelser og koordineringsøvelser udvikler de områder i hjernen, som børn bruger, når de skal lære at læse. Derfor er det vigtigt at børn kryber, kravler, klatrer, løber, hopper, spiller bold osv. for det hjælper på barnets indlæringsevne.

Vores hjerne består af en højre og en venstre hjernehalvdel, som skal kunne arbejde sammen, for ellers kan vi fx ikke lære at læse. Hjernehalvdelene er forbundet af hjernebjælken, som sender signaler mellem de to hjernehalvdele. Når barnet laver krydsbevægelser – fx kravler og koordinerer højre og venstre del af kroppen, bruges begge hjernehalvdele. Dvs. hjernebjælken aktiveres og trænes hver gang dit barn laver krydsbevægelser og andre koordinerede øvelser, og fundamentet for indlæring forbedres.

Den ultimative hjernebjælkeøvelse er at lære at læse og skrive, så børn kan ikke komme til at lave for mange krydsbevægelser og koordinerede øvelser.

Børn med velstimulerede sanser og en god grundmotorik har et markant bedre fundament for indlæring. De kan bedre sidde stille i timerne, har lettere ved at lege med i frikvartererne, større koncentration, mere selvtillid og et socialt bedre liv.

Undersøgelse viser, at 15 % af en børneårgang, har motoriske udfordringer ved skolestart.

Børn med motoriske udfordringer står ofte og kigger på, når de andre børn leger, og trækker sig fra sociale lege, fordi de ikke kan følge med. De er ofte motorisk udfordrede, har uro i kroppen eller er meget sensitive. Mange af dem kan ikke cykle, gribe en bold, sjippe, klatre i træer og kommer til at slår/skubber når andre børn kommer for tæt på, fordi de synes det er ubehageligt.

Der er klar sammenhæng mellem fysik aktivitet og indlæring, og det er vigtigt, at børn bruger deres krop fra de er helt små. De skal opbygge en god grundmotorik ved at tumle og lege, og de primære sanser (labyrintsans, taktilsans og kinæstesisans) skal stimuleres, så de ikke bliver en hæmsko for barnets udvikling og indlæring.

De første krydsbevægelser:

Du kan starte med at opbygge en god grundmotorik allerede når dit barn er få uger gammel, ved at lave krydsbevægelser.

Når du fx pusler dit lille barn, kan du forsigtigt føre højre hånd mod venstre knæ og modsat – venstre hånd mod højre knæ, nogle gange. Når barnet begynder at folde sin krop mere ud, kan barnets hånd føres ned til foden, og bevægelserne bliver gradvis større. Andre krydsbevægelser til det lille barn kunne fx være at lave cyklebevægelser med arme og ben, klappe med hænder eller fødder, lave små kuskeslag eller andre asymmetriske bevægelser med armene.

Krydsbevægelserne er fundamentet for, at barnet senere kan lære at krybe og kravle, derfor er bevægelserne meget vigtige for barnets motoriske udvikling i de første måneder.

Tryk her på KONTAKT MIG og få yderligere oplysninger.