Små artikler:

Sæt ikke dit barn op før det selv kan:

Dit barn skal som udgangspunkt ikke sidde op, før det selv kan sætte sig op, hvilket sker når barnet er ca. 8 – 10 måneder gammel. Barnet har på det tidspunkt lært at komme op at stå på alle fire, og kan herfra skubbe fra med armene og komme om og sidde på bagdelen.

Mange forældre sætter deres barn op før, da barnet ofte er lettere at underholde i længere tid, når det sidder op. Dette er dog at gøre dit barn en bjørnetjeneste, da barnets motoriske udvikling hæmmes.

Når barnet selv kan sætte sig op, betyder det, at det er blevet stærk i ryg-, mave- og hoftemusklerne, har fået en god kropskontrol og udviklet både balance- og faldreaktioner.

Balancereaktioner hjælper dit barn til rette op, når det er ved at miste balancen. Faldreaktioner er dem der får barnet til at tage fra, når det mister balancen. Et ca. 7 måneders barn vil i siddende stilling, tage fra med hænderne, hvis det falder forover. Man falder barnet til siden eller bagud, vil barnet vælte, fordi faldreaktionerne her først er udviklet omkring 10 måneders alderen.

Mange forældre vil derfor stable barnet op med puder og dyner, så det ikke slår sig, når det mister balancen. Det medfører, at barnet ikke får udviklet sin faldreaktion fuldt ud, og bliver længere tid om at lære at sidde stabilt og sikkert. Når barnet senere skal lære at stå og gå, mangler det de vigtige faldreaktioner, så barnet kan tage fra, når det falder og derved undgår større skader.

Derfor er det vigtigt at barnet får lov til at ligge på maven og lege så meget som muligt, triller, dreje rundt om sin egen krop, forsøge at komme op på alle 4 og rokke osv., da det er vejen frem til at lære at komme op og sidde selv, samt til at udvikle gode balance- og faldreaktioner.

I forbindelse med måltider er en god højstol med passende fodstøtte ok, så barnet selv kan sidde ved bordet og udforske maden. I bilen er autostolen en nødvendighed, men ellers er der ingen grund til at børn skal sidde, før de selv kan sætte sig op. Børn kommer til at sidde mange timer i deres liv, både i skolen og på arbejdet, så der er ingen grund til at fremskynde dette. Desuden er den menneskelige ryg ikke skabt til at sidde stille lang tid ad gangen.

KONTAKT OS for yderligere oplysninger.